Min kærlighed & jeg
”De, der vedkender sig troen på, at Jesus er Guds søn, vil opleve, at Gud bliver hos dem, og de bliver hos Gud. Og vi har oplevet og tror på den kærlighed, som Gud har vist imod os. Gud er kærlighed, og de, der lever i kærlighed, lever med Gud, og Gud lever i dem.”
1 Johannes Brev kap 4 v 15-16
Kærlighed…. Lader jeg Guds kærligheden råde, er der ingen grænser for, hvad jeg som menneske kan modtage, både fra Ham, men i så sandelighed også fra mine medmennesker. Jeg læser om denne kærlighed i Biblen. En ting er, at jeg kan forstå den, noget andet er, hvorledes Guds kærlighed til mig, kan forme mig som menneske.
Guds kærlighed er værd at forstå, for derigennem bliver mit liv mere fuldkomment.
Ord som barmhjertelighed, venlighed, tillid, at være i forventning, glæde, udholdenhed og ikke mindst, at kærligheden varer evigt, er nogle af de ord jeg vil citere fra 1 Korinterbrev kap 13. Disse ord er dybt forankret i mit hjerte.
Guds kærlighed er omfavnende, nærværende, bekræftende og det vigtigste i at forstå Hans kærlighed er, - den er givet til mig, for at jeg kan give den videre – underforstået, at vise min næste kærlighed. Guds kærlighed.
”Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, så snart der er noget at tilgive. Som Herren tilgav jer, skal I også tilgive hinanden. Frem for alt skal jeres liv være præget af kærlighed, som er det bedste middel til at knytte os sammen.” Kolossenserbrevet kap 3 v 13-14
Da jeg i min dåb modtog Helligånden modtog jeg også dennes vejledning i, hvorledes livet leves i Guds kærlighed.
”Det Helligånden frembringer i os er; kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, troskab, mildhed og selvbeherskelse. Ingen lov forbyder den slags ting” Galaterbrevet kap 5 v 22-23. Sikke en kærlighed der er heri.
Digte om kærlighed
Giv det til Gud
Giv det til Ham
For det er i kraft af Ham
At du finder hjem
For uden Ham
For uden Gud
Hvad er det der gør
At du kan holde livet ud?
Giv det til Gud
Så gir Han dig
Visdom og ord
Du kan bruge på din vej
Gør Hans vilje
Gør det til din vej
Når livet her er slut
Så tager Han imod dig
Søg Guds nærhed
For heri finder du fred
Fred i at vide,
At Han hos dig er med
I kraft af Guds kærlighed
Han til dig holder sig nær
At vide, Han holder af
Dit samvær især
For din sjæl finder ro
Når du sammen med Gud vandrer
Du forbliver stærk i din tro
Han kan lede som ingen andre
Du er Vejen
Derfor følger jeg den
For Du ved hvad der er bedst
Du guider mig derhen
For nok kan min egen vej
Ind imellem synes god
Men har jeg Din for øje
Det er bedst jeg min egen forlod
Du er Sandheden
I den jeg blive må
For min egen sandhed
Den kan ikke formå
At vise hvor sandt
Det i sandhed er
At stole på Dig
Og vide hvad Du er værd
Du er Livet
Og mit liv
Bør leves med Dig
Har jeg Dig i mit hjerte
Så viser du mig
At livet er fyldt med kærlighed
Og det bør leves fuldt ud
For Du er Vejen, Sandheden og Livet
– Du er min Gud